Børns adfærd fortæller os noget. Det er vores opgave at forstå hvad det er.
Hos Psykologerne i Slotsmøllen ved vi, at du som forælder er den, som kender dit barn bedst. Vi starter derfor altid et samtaleforløb med en samtale, hvor kun forældrene er med. På denne måde sikrer vi os, at vi har et rum, hvor du får mulighed for at dele alle dine tanker om dit barn og den adfærd, du reagerer på, og psykologen kan stille alle de voksen-spørgsmål, som der er brug for, forud for mødet med dit barn.
En børnepsykolog kan hjælpe, hvis dit barn mistrives. Mistrivsel hos børn kan komme til udtryk på en mangfoldighed af måder. Nogle børn bliver udadreagerende og vrede, trodser de voksnes anvisninger eller opgiver at følge dem. Andre bliver indelukkede og mutte, trækker sig fra sociale sammenhænge og går i et med væggen. Nogle har tydelige psykiske symptomer så som tristhed, angst eller mareridt. Andre udviser fysiske symptomer såsom ondt i maven, hovedpine eller svært ved at sove.
Som forælder er det smertefuldt at se sit barn mistrives. Mistrivslen opleves ikke kun af barnet selv, men påvirker også de nære relationer. Som voksen kan man både føle sig både frustreret, magtesløs, skyldig og ked af det.